enafrikaneridanmark

Nå, så er alt næsten på plads. Vi er flyttet til den her lille by, ikke langt fra Cph. Da vi første gang kom for at se lejligheden og byen, var jeg nervøs for, om jeg ville få landsbykuller, som jeg gjorde i Brøns. Ja, selvom jeg egentlig mest er bymenneske og føler mig meget hjemme i Cph, så har jeg boet i små samfund i Sønderjylland og Nordjylland. Det var sådan lidt af et chok for både mig og dem i den lille by. Det var her, jeg første gang hørte udtrykket: “Mor! Der er en neger.” Moren tyssede pinligt berørt på den lille purk, mens jeg kiggede mig omkring og tænkte “En neger! Hvad er det… Er det mig?” Det var her, jeg blev selvbevidst afrikaner, men mere om det en anden gang.

Grunden til at jeg tænker på det, er fordi min lille søn jo skulle skifte skole i forbindelse med flytningen. Han er den eneste afrikanske udseende barn i klassen - faktisk er der kun et barn mere med afrikanske rødder på hele skolen. Så  det var noget særligt, da vores lille junior dukkede op. De så ham, som om han lige var kommet fra Afrika og spurgte ham om alt muligt, om hvordan det var i Afrika. Men sandheden er jo, at han er født og opvokset i Danmark og har kun været i Afrika på ferie. Så hvad kan han sige om Afrika, som andre danske børn ikke allerede ved? Han tog gladeligt imod denne definition af sig selv. Og det er fint, vi er afrikanere og stolte af det. Men vi er også danskere og stolte af det. Problemet er bare, at de andres definition af  ham som afrikaner har fået ham til at tro, at man skal være lys for at være dansker. Jeg fortæller ham, at danskere kan have mange forskellige farver. At vi er dansk-afrikanere. Det gør intet indtryk på ham, og han tror bare, jeg hader Afrika.

Denne hændelse førte mig altså tilbage til min tid i Brøns, hvor jeg første gang blev gjort klar over, at jeg var anderledes, en neger, en fremmed. Det medførte så, at jeg, som hidtil bare havde tænkt på mig selv som Helena, et menneske, måtte tage meget konkret stilling til min identitet. Var jeg dansker eller afrikaner? Jeg valgte det sidste. I tidens løb har dette standpunkt udvisket sig. Det gør den især, når man bor i storbyen, for her er man bare et menneske blandt andre. Det bekymrer mig, hvis junior skal igennem den samme ulidelige proces, hvor man ikke bare kan være til, men konstant er tvunget til at tage stilling til sin identitet.

…har for tiden et interessant, men travlt liv som boghandlerassistent (praktikant). Måske fører det til noget, men jeg har opdaget at lønnen ikke er til at råbe hurra for, og at arbejdstiden kræver at man har en fuldtids bedstemor til børnepasning. Gad vide hvordan jeg kan få det til at passe når nu min bedste er 10.000 km væk? Under alle omstændigheder er det rart med et arbejde og søde kollegaer i bøgernes verden, som viser sig at afspejle den spændende og omtumlede medieverden, vi lever i.

Så er det lykkedes! Jeg har fået en praktikplads i en boghandel. Har en god fornemmelse omkring det. Godt nok bliver jeg lidt bange for, at jeg måske kommer til at kede mig ved at stå bag et kasseapparat, men det må være spændende at snakke med kunderne om bøgerne. Det er sådan en rigtig klassisk boghandel hvor folk spørger og ekspedienten giver sig god tid til at fortælle om bogen. Jeg kan høre at han har læst alt muligt og kan sige noget om meget. Føler at det er længe siden jeg har læst alle mine tusinde bøger og har glemt det meste af indholdet, så jeg må lige gennembladre hukommelsen og håbe på det bedste. Glæder mig i hvertfald til at starte på mandag.

Pappa havde på en måde samlet os op foran den indiske butik, hvor min mor sad og syede tøj, mens jeg sad ved siden af og passede mine to søstre. Jeg var omkring 8 år.Mens jeg var barn, tilbragte han meget tid sammen med mig, fortalte mig historier og tog mig ud på søndagsture ude i bushen. På det tidspunkt formåede jeg stadig at kunne sidde hjemme og vente på ham, mens jeg sad på verandaen og kiggede på hans håndværkere arbejde ude på gårdspladsen i vort nye hjem. Det var det, som ”at passe sin fars forretning” bestod af; kigge efter at hans batswana arbejdere ikke stjal eller skulkede, men i øvrigt måtte jeg ikke snakke med dem. Efterhånden som årene gik, blev jeg klar over, at det var fordi, de var mænd og sorte. Mænd var i det hele taget nogle, han så på med uro og holdt langt væk fra mig. Han havde planer for mig, sagde han. Dog fornemmede jeg en åbning et sted i fremtiden, hvis der kom en hvid mand. Derimod var en sort mand strengt forbudt område. De måtte ikke komme ind i huset - ikke engang til verandaens åbning - og jeg måtte ikke gå ud til dem på gårdspladsen. Jeg begyndte at undre mig over, hvad forskellen mellem mig og dem var. Jeg var jo også en motswana, og min mor var jo sort som kul - hvordan kunne han så se så meget ned på dem? Efterhånden forstod jeg, at han selv led af et mindreværdskompleks. Han var af vækst en lille mand, og det generede ham, men værre var det dog, at han som græker egentlig følte, at han ikke var hvid nok. Han følte sig anderledes fra de høje, lyse og blåøjede europæere, hvis liv ligesom befandt sig i en anden dimension end vores.

Tiden gik  og huset voksede. Pappa glædede sig over husets vækst, men ikke over min, for med den fulgte også min stigende uro efter at komme ud og være sammen med andre mennesker. Det blev sværere og sværere at se, hvad hans planer for mig kunne være, og jeg var blevet træt af at høre ham fortælle historier om sin fortid, for nu havde jeg hørt på dem i flere år. Jeg begyndte at gå ud, og hver gang endte det i slagsmål og større afstand mellem os. ”Du er sindssyg som din mor, rre malaka!  Og der er ingen mand, der nogensinde gider være sammen med ”sådan en som dig”, sagde han endelig en dag - og havde dermed opdaget det ultimative våben mod mig. Det var i den periode, jeg mødte P. Jeg hørte om ham fra nogle af pigerne, der hang ude på Bosele Hotel, hvor alle de udenlandske minearbejdere kom efter arbejdstid. Hans tilstedeværelse så ud til at have udløst en spænding blandt pigerne. Han holdt mange fester og arbejdede ikke ved kobberminen. Desuden kom han fra et helt andet land end de andre mænd - et land der vist hed Denemarka. ”Du skulle prøve at besøge ham,” sagde de…

Fortsat fra sidst: Pappa fik altså lov til at blive i landet. Men vi gik en hård tid i møde. Han havde intet arbejde og intet sted at bo. Det lykkedes ham at låne et værelse fra en af sine venner der arbejdede ved kobberminen. Dengang gik jeg stadig i skole, og når han havde hentet mig, skyndte han sig at køre mig hjem og låse mig inde på værelset mens han indprentede mig, at jeg ikke måtte lade nogen komme ind. Han var bange for at min mor ville komme og hente mig. Han havde altid spillet poker, men nu gik han i gang med en koncentreret spillerunde og en dag kom han og sagde, at han havde noget at vise mig. Vi kørte ud til udkanten af byen og ind på en gårdsplads med et lille hvidt tolænget hus. Det er gammelt og lidt forsømt sagde han mens han inspicerede det udefra og tænksomt legede med sin nøglebundt. “Men det er vores, rre malaka! Hmm! hvad siger du så?!”

 ”Jo, det er fint. Men hvordan har du fået det?”

 ”Ja, jeg har vundet det. Fra Dimitri, bageren. Han troede han var klog, men jeg fik ham til sidst.”

Vi flyttede hurtigt ind i huset. Det var ikke noget særligt, men han sagde at det nok skulle blive flot. Det var på det huset, han lærte sig byggekunsten ved at bygge til, rive ned og bygge til igen indtil det stod det som det største og flotteste hus på området. Hele resten af min barndom voksede og forvandlede  huset sig. Her flyttede jeg fra værelse til værelse som han udvidede det, og de varme cement gulve blev udskiftede med skinnende gule fliser.  Det gik fra at være at et lille hyggeligt hus, der omsluttede mig og beskyttede mig mod min mors vrede og omverdenens spørgende blikke til at blive et stort fængsel, der voksede fra mig og lod mig blive alene tilbage, omgivet af tomhed.

Hej, jeg hedder Gao. Jeg vil gerne fortælle dig en historie. Det hele begyndte  allerede den dag, jeg blev født, men foreløbig starter vi et sted i midten - nemlig da jeg brød med min pappa, mødte F og kom til Danmark; landet hvor solen også skinner om natten. Jeg mødte F gennem en af hans venner P.  Jeg var som sædvanlig raget uklar med pappa. Ja, det var en tid, hvor han og jeg slet ikke kunne blive enige om noget. Jeg var 17 og havde ikke noget at lave og måtte i iøvrigt ikke lave noget som helst for ham. Faktisk havde jeg kedet mig halvt ihjel de sidste 7 år af mit liv; jeg gik ikke i skole (men den historie må vi vente med), jeg måtte ikke besøge nogen og måtte ikke få besøg af andre. Pappa så ned på batswana og stolede ikke på dem. Han stolede i det hele taget ikke på nogen og regnede med, at hans græske landsmænd også ville være ude på noget snavs, hvis de kom hjem til os. Jeg skulle blive hjemme og vente, sagde han. Så vil der en dag komme en sød, ung mand og sige: “Se det er en sød og ærbar pige. Hun sidder hjemme og passer sin fars forretning. Hende vil jeg gerne giftes med.”

Men hvem skulle komme, når hans venner var gamle nisser, der kun kom under yderst kontrollerede forhold for at spille poker i køkkenet, mens jeg blev forvist til mit værelse? Kun når Basil, den mest stille og dannede af grækerne, kom på sine sjældne besøg, fik jeg lov til at komme ind og kigge lidt på spillet. Når pappa spillede med Basil, snød han ikke - med ham spillede han ikke for at vinde, men for at slappe af. Jeg tror, Basil var det nærmeste, han kom en god ven - én han kunne stole på ikke ville stjæle noget fra ham. Jeg ved ikke, hvorfor pappa var sådan. Måske var det oplevelserne fra hans noget omtumlede liv. I dag var han en velhavende mand, en self-made forretningsmand med et byggefirma, der fremstillede elite huse med det særlige kendetegn, at de havde græske buer. Han var ikke uddannet bygningskonstruktør, faktisk havde han slet ingen skolegang. Han fortalte, at da han var barn, var Athen en ruin og konstant under angreb fra bl.a. tyrkerne. Hele hans familie - hans forældre og 8 søskende - døde under krigen. Han kunne ikke glemme synet af sin bedstemor, som han en dag fandt med opskåret hals på gulvet ved siden af hendes seng. Kun han og en ældre bror - hans eneste nulevende slægtning - blev tilbage. De blev nødt til at leve på gaden og løbe efter æselkærrerne for at stjæle mad. Pappa hadede tyrkerne.  Intet glædede ham mere end at fortælle om de heroiske grækeres kamp fra bjergene, og hvordan disse hædersmænd endelig havde omringet og sigtet på fjenden oppe fra bjergene  og tvunget dem til at marchere ud af landet med halen mellem benene.

 Alt dette betød, at pappa aldrig kom i skole. I stedet blev han indrulleret i hæren, og her lærte han at læse af en af sine soldaterkammerater. Den dag i dag skriver han kun græsk og med megen besvær. Hans eneste bog er bibelen, der står ved hans sengebord sammen med whiskeyflasken og pakken med 30 styk Peter Stuyvesant cigaretter.  Når han er i blidere lune, kan han finde på at tage bibelen frem og mumle teksten op for sig. Jeg tror, han bare kan lide at høre og se på ordene. For i hans religiøse verden fylder den barmhjertige og tilgivende Jesus ikke meget, og han taler aldrig om, hvad han har læst. Derimod reagerer han meget stærkt på onde ånder og tror på overnaturlige tegn. Han stoler mere på de mønstre, som grumset fra hans Papagallo kaffe laver, end på Guds hånd. Hver dag, når han har drukket af den lille kop, ryster han den sidste sjat og lægger koppen med bunden opad på underkoppen. Kaffen svigter aldrig, for hver gang kan han aflæse, hvordan dagen vil gå, og hvad han skal være på vagt overfor.

Jeg har fulgtes med ham, siden jeg var omkring 8 år, og var med fra  hans spæde begyndelse i byggebranchen.  Det var dengang, han boede sammen med min mor og arbejdede for Constain Constructions, blev skilt fra hende og på hendes foranledning blev fyret fra firmaet for at stjæle byggematerialer til det hus, han byggede for os. Han og jeg måtte flytte fra firma lejligheden, og kun med nød og næppe lykkedes det ham at blive i Botswana. Under retssagen, der fulgte skilsmissen, var mor nemlig så vred på ham, at hun indædt angreb ham for at dræbe. Hun allierede sig med Costain Constructions advokater, og det viste sig, at de også virkelig havde et horn i siden på ham.  Så udover at fyre ham for bedrageri og  inddrage alle hans aktiver, fandt de også ud af, at hans tilstedeværelse i Botswana vist ikke helt kunne tåle dagens lys og forsøgte at få ham smidt ud af landet. Det lykkedes ikke. Dengang var jeg for lille til at gennemskue, hvordan han gjorde det, men jeg fornemmede, at han bad for sin sag hos nogle myndighedspersoner i politiet. Hvordan han kunne overbevise dem om at lade ham blive, når han virkelig var her ulovligt, ved jeg ikke. Jeg har senere spekuleret på, om han ikke fandt et råddent æble blandt politiet og bestak ham, ligesom den politikommisær, han senere samarbejdede med for at smugle diamanter ud af landet?

Mandag igen. Egentlig okay. Jeg har ikke noget imod mandage, hvis det ikke lige var fordi jeg skal til et jobsøgningskursus istedet for et rigtigt arbejde. Suk, to universitetsuddannelser, et hav af ansøgninger i to år, og en stadig usikker jobfremtid.  Om natten  skyller desparationen over mig.  Jeg kan ikke se hvad der skal ske, hvordan jeg kommer til at klare tingene, og det gør mig utryg. Det var ellers sådan en rigtig super god oplevelse at undervise 9. klasse sidste år. Det var en god oplevelse at klare opgaven så godt, men det har ikke rigtig medført en forbedring af jobmulighederne at have undervist i et år, og ført en 9. klasse til eksamen. Det er det mest deprimerende; at selvom man klarer opgaverne godt, så fører det tilsyneladende ikke videre. Som cand. mag. i engelsk og kommunikation falder jeg hele tiden mellem to stole: Kan ikke blive ansat på gymnasier fordi kommunikation ikke er et gymnasiefag, så ingen uddannelsesstilling og dermed heller ingen mulighed for at få pædagogikum som de kræver. Folkeskolen vil gerne have seminarieuddannede, fint. Derfor søgte jeg osgså meritlæreruddannelsen, men nej, det er ingen flaskehalsområde sagde de kloge, så den vil de ikke finansere. Aarrggh! hvad så? Nå ja, kommunikationsmedarbejder…:”Tak for din ansøgning. Der var 360 ansøgere…din erfaring…”

Det er som at gå rundt i et mareridt, hvor et eller andet holder mig fast om skuldrene og presser mig ned. Mine fødder sidder fast i en klæbrig grødmasse og er så tunge at løfte, at jeg kun med det allerstørste besvær kan tage et skridt ad gangen. Samtidig er jeg omgivet af en endeløs tåge, og fremtiden er et par utydelige skikkelser der hele tiden undviger mit greb og forsvinder i den tætte, flydende grå tåge.  Måske er det mit fremmed klingene navn? Eller er det fordi jeg er afrikaner? Jeg har jo hørt at man ikke regner sådan nogen for særlige intellegente. Det ved jeg også godt  af erfaring: “nå, en neger der læser filosofi?” Den hørte jeg, da jeg tog min bachelor i filosofi. Det var altså meget overraskende for de personer jeg fortalte det til. Den slags ting kan jeg fylde flere sider med. Den seneste jeg har hørt er, at afrikanere fester for meget, kommer altid for sent og bruger penge de ikke har. Det kunne se ud som om den nigerianske forfatter Chinua Achebe har ret når han siger, at alt det man i Europa forestiller sig om afrikanere er “tags of disabilities.” Altså, at det er en handicap at være en afrikaner i Europa.

Jeg ved ikke hvor stor en role disse forestillinger spiller når jeg søger arbejde, men nu vil jeg ihvertfald søge andre muligheder. Kan ikke blive ved med at træde rundt i den samme mølle. I fredags havde jeg en samtale med en af job konsulenterne og fandt ud af, at jeg kunne tilbyde migselv som praktikant i et hvilket som helst firma. Så nu har jeg besluttet mig for at prøve boghandlere. Det kunne egentlig være ret fedt. Jeg tror det vil passe lige til mig: Jeg elsker bøger, er serviceminded og alt det der, så hvorfor ikke? Håber det bedste.

Så indslaget om MyC4 i 21 søndag. I modsætning til at give passiv bistand, kan man gennem MyC4 investere i afrikanske virksomheder. I indslaget så man hvordan en dansk læge havde investeret i en masai farmer ved at yde denne et mikrolån. Masai farmeren udvidede sit kvæghold, kunne sende sine børn i skole osv.

Farmeren var så tilfreds, at han ud over at tilbagebetale lånet med renter, også gav investoren en ged i gave. Sådan skal det være tænkte jeg! Farmeren ender ikke som en passiv bistandsklient, men derimod som en forretningsmand der kan bevare sin værdighed. Det glædede mig også meget at gavebytningen denne gang var omvendt: at en afrikansk farmer giver en dansker en gave -og meget passende- en ged: Sidste jul gav danskerne en ged til fattige afrikanere gennem folkekirkens Nødhjælps giv en ged kampagne.  Det var en stor succes. Alle købte sig aflad for deres overforbrug  og følte sig så, så gode ved at kunne lægge sådan en meningsfyldt  gave under juletræet, og kaste et gyldent skær af mening til en ellers uhæmmet forbrugslivsstil. Men hvad med afrikanerens værdighed  i alt dette? Det tror jeg ikke der er ret mange der tænker på. Kort og godt, så er jeg imod bistandshjælp; intet land eller verdensdel kan nogensinde blev udviklet og selvforsørgende gennem almisser. Istedet skaber man passive, afhængige mennesker, som man iøvrigt ribber for al værdighed.

Så, tak til MyC4 for at skabe en udvikling hvor danskere og afrikanere kan mødes som næsten ligeværdige mennesker. Jeg siger næsten, for det lugter stadig lidt af bistand et eller andet sted, men det er alligevel en meget mere bæredygtig, reel og værdig alternativ. Så de får 4 geder ud af 5 herfra!!

September 2008:  Idag er jeg vikar hos 6b. Det er første gang vi ser hinanden og de spørger mig om Afrika. Jeg fortæller glædeligt. På et tidspunkt spørger et par af dem: “Er der biler i Afrika?”

Forår 1982: Min mand og jeg er lige kommet til Danmark og viser hans familie billeder fra vores bryllup i Botswana. Hans svigerinde kigger længe på billederne og udbryder: “Jamen, du har jo habit på! Og du har en rigtig bryllupskjole på…hvor har I fået dem fra?”

“Vi har købt dem i hovedstaden…”

“Nå, kan man da det dernede?”

“jo da!” sagde min mand.

Der er altså gået 26 år, og nogle her i landet tror stadig at Afrika eksisterer uden for den moderne verden. Jeg bliver paf, og må endnu engang spørge mig selv hvor mon dette billede af Afrika stammer fra? I starten tænkte jeg, at min mands familie måske var lidt gammeldags, at man ikke havde så meget viden om kontinentet osv. Men i dag ved jeg, at man har en masse informationer. Disse informationer kommer primært fra de danske hjælpeorganisationer og giver en bestemt viden om Afrika: At det er et sted befængt med sygdom, martret af krige, naturkatastrofer og fattigdom. Det er fra organisationernes undervisningsmaterialer og den generelle mediedækning at 6.b og de fleste andre har deres billede af Afrika. Jeg vil ikke benægte at disse ting også findes i Afrika, men jeg protesterer imod, at det er det eneste billede af Afrika man viser.

Jeg er selv født og opvokset i Afrika og mit billede er, at jeg havde et godt hjem i et smukt land. Vi havde som alle andre også svære tider når der f.eks. var tørke, men vi klarede os igennem dem. Vi betragtede os aldrig som de stakkels, hjælpeløse ofre som man dyrker i disse organisationers billeder af os. Jeg er godt klar over, at man er nødt til at dyrke dette image af os som ofre når man skal indsamle penge til diverse hjælpeprojekter. Det er dog også her, at den er helt galt: At man primært forsøger at udvikle eller hjælpe Afrika gennem bistand. Det er totalt uholdbart og uværdigt. Almisser kan ikke udvikle noget land eller verdensdel. Det kan ligeværdig handel derimod. Faktisk er jeg bange for, at hjælpeorganisationernes (og mediernes) billede af det hjælpeløse Afrika kan være en hæmsko for udviklingen af kontinentet.  For hvilken virksomhed tør investerer i en verdensdel hvor der ikke engang findes biler, men kun krig, sult og sygdom?